På LMH vil vi noget med vores elever
Vores vision er, at et ophold her skal gøre en forskel, og vi ved, at det er sket for mange elever igennem skolens historie. Tidligere elever fortæller her på siden, hvad de fik med hjem fra LMH.
Hvis du ikke føler dig helt overbevist om, at det også kan komme til at gælde for dig, har vi samlet flere gode argumenter for, hvorfor du skulle tage et LMH-ophold her!
Bibelskole og højskole i ét
Skolen er en bibel- og folkehøjskole med vægt på det første. At LMH er en bibelskole betyder, at mange af vores fag handler om Bibelen, kristen tro og liv. Folkehøjskoletanken repræsenteres med fag som sport, psykologi, kunst, foto og med foredrag af mere almen karakter.
Læs vores værdigrundlag og vedtægter her
Vi ønsker, du skal lære Jesus bedre at kende
LMH er skole, hvor der er tid til Gud, tid til andre og tid til dig selv, og et ophold her er en enestående mulighed for fordybelse. Vi giver os tid til at tænke over tingene og til at stille spørgsmål, som vi ellers aldrig får stillet.
På LMH vil vi gerne gøre dig begejstret for Bibelen! For dér møder du Jesus. Du møder sandheden om dig selv og om Gud. Vi ønsker, du bliver begejstret for alle de løfter, Gud har givet dem, som tror på Jesus. Begejstret, fordi Jesus elsker dig og ønsker at følges med dig gennem hele livet – både når det går godt, og når det går skidt.
Det har rigtig mange tidligere elever erfaret, og derfor kommer de også gerne igen – til elevstævne eller vores korte kurser, som fx Bibelkursus.
Vi vil gerne bevare kontakten med vores elever
På LMH tror vi på Gud. Derfor tror vi også på, at forbøn har en betydning. Så vi er overbevist om, at skolen ikke kun drives af økonomiske midler. LMH drives også af venners og tidligere elevers forbøn og medleven. Vi ved, at tidligere elevers anbefaling af skolen betyder, at deres børn og børnebørn også gerne vil kommer her.
LMH har 2 elevforeninger tilknyttet. Foreninger, der er oprettet og drives af tidligere elever. Formålet med disse foreninger er lidt forskellige, men det fælles formål er at være bindeled mellem skolen og vores tidligere elever. Begge foreninger bidrager til vores elevstøttefond, hvor du som ny elev kan søge økonomisk støtte til dit LMH-ophold.
Læs om LMH’s elevforeninger her