Elever om LMH

I mere end 100 år har elever med stort udbytte været på LMH. Læs herunder, hvad nogle af
eleverne har fået med sig af åndelig, faglig, social og menneskelig karakter.

Opgør med Gud giver frihed og tryghed

Jeg tog på LMH efter 3 lange år på gymnasiet, hvor mit åndelige liv var blevet lunkent. Jeg tænkte, at jeg på LMH kunne blive mere bevidst om min tro og få lov at mærke Gud tættere på.

Det har jeg fået lov til at opleve i overflod! Men det bedste ved LMH var for mig, at Gud gennem bibelundervisning og samtale med venner kaldte mig til at gøre hele mit liv op over for ham! Nu har jeg del i den gennemgribende frihed, det er, trygt at kunne træde frem for Gud i Jesus.

– Nicolai Sjælland, F16

Guds kærlighed er værd at holde fast i

Et LMH-ophold betyder fordybelse og vækst. Gennem undervisningen blev det stort for mig, hvor ufortjent Gud giver mig frelsen, og hvor meget Han alligevel vil give mig den. Jesu kærlighed til os gennemstrømmer både fællesskabet og undervisningen.

Jeg er taget fra LMH med venner for livet, en fornyet glæde ved Bibelen og en bedre forståelse for, hvem Gud er, hvad hans kærlighed betyder, og hvor meget den er værd at holde fast i.

– Clara Kjær Jensen, F23

På LMH blev jeg sat fri til at tjene

Noget af det største, jeg tager med mig fra LMH, er, hvor klart Bibelen taler om, at vi ikke skal tjene Gud for at gøre os fortjent til at blive frelst, men netop fordi vi er frelst! Alene af nåde ved tro på Jesus, må vi gå ud og tjene Gud og vores næste med præcis de evner og den indsigt, som vi har fået givet.

Udover lærernes fantastiske evner som undervisere har de også haft tid og lyst til at sætte sig ned og tage en snak med os elever om livet, troen og tjenesten. Det har jeg oplevet som en kæmpe velsignelse og ressource.

– Marcus Østrem Mørch, 22/23

LMH gav mig et musikalsk løft

Den tid til fordybelse, der er på LMH, gav mig ro til at dygtiggøre mig på flere instrumenter og blive bedre til at spille sammen med andre. Her har været fokus på, hvad lovsang er og skal bruges til. Lærerne er dygtige, og vi har haft et godt forum til at snakke om det og også rig mulighed for at udfolde lovsangens mange aspekter i praksis.

Det tager jeg med mig, når jeg fortsætter min karriere som musikproducent. Det var et offer at skulle sætte karrieren på pause i 5 måneder, men det var dét værd at bruge tid sammen med Gud. Jeg stoler på, at han har en plan for mit videre liv. Og den fokus på Gud, som han viser sig i GT, har givet mig stor glæde ved Jesus. Jesus er jo den, der beskytter os mod Guds retfærdige vrede.

– Mads Simonsen, F23

Det bedste ved LMH

Syv elever fra efterårsholdet 2023 fortæller, hvorfor de valgte at bruge 5 måneder på LMH.

Hør og se Julia Sunesen (F22) fortælle, hvad hun synes, er det bedste ved LMH

Johannes Vigilius (20/21) fortæller om LMH’s betydning for hans tro

Større bibelglæde og fantastiske venner

Inden mit LMH-ophold var jeg på Discipelskole i Israel. Da jeg kom hjem, havde jeg stadig en brand efter at lære endnu mere om Bibelen.

På LMH har jeg lært Jesus endnu bedre at kende og er blevet styrket endnu mere i min tro. Jeg har fået en større bibelglæde, og jeg føler, at jeg kender min Bibel meget bedre, da der har været tid til fordybelse. Jeg har også haft tid til personlig udvikling både gennem alene-tid og samtaler med andre.

Derudover har jeg også fået nogle fantastiske venner, som jeg ved, jeg kan stole på.

– Jonas Dideriksen, F18

 

Det kristne fællesskab er vigtigt

LMH har for mig givet en helt ny forståelse af det kristne fællesskab. Før jeg tog på LMH, var jeg godt etableret i en kirke og i en LMU. De fleste af mine venner boede inden for få kilometers afstand, og jeg havde lige færdiggjort mit drømmestudium.

Jeg valgte derfor et LMH-ophold for at suge til mig af undervisningen, så jeg kunne forstå Bibelen endnu bedre.

Men jeg fandt hurtigt ud af, at det havde en helt anden betydning at tale med mine elevkammerater om undervisningen, end med mine venner derhjemme. En betydning, som ikke kun handlede om den viden, jeg havde fået, men om, hvordan det havde ramt mig i hjertet.

Det blev tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at have et kristent fællesskab, dér hvor man fysisk befinder sig, så vi sammen kan hjælpe hinanden til at nå det evige mål.

– Rebekka Sonne, F16

 

Bibelundervisningen gør Jesus uundværlig

Jeg er opvokset i en kulturkristen familie, så på LMH har jeg lært en masse nyt. Jeg har lært Bibelen meget bedre at kende, jeg har lært en masse søde, unge kristne at kende og været med i et dejligt kristent fællesskab.

Det, der er blevet størst for mig på LMH, er, at jeg er frelst af nåde ved tro på Jesus. Gaven er hans. Jeg skal og kan ikke gøre mig fortjent til frelse. Jeg skal heller ikke gøre gode gerninger for at blive set, rost og anerkendt af andre mennesker. Disse pointer er isæt blevet store for mig igennem undervisningen i Galaterbrevet.

En anden ting, jeg også tager med fra LMH, er, at jeg ikke kan noget selv uden Jesus. Jeg må derfor have ham i mit liv! Men hvad han har gjort for mig, kan jeg til gengæld også være stolt af!

– Nina Isabella Nielsen, 15/16

Få mere information om LMH

Fag på LMH

Fag på LMH

Læs mere
Lovsangsleder-uddannelse

Lovsangsleder-uddannelse

Læs mere
Bliv efterårselev!

Bliv efterårselev!

Læs mere
Sådan bor vi

Sådan bor vi

Læs mere
Hvad koster det?

Hvad koster det?

Læs mere
Hvornår begynder vi?

Hvornår begynder vi?

Læs mere

Et forårsophold indkluderer en tur til Israel. Om efteråret rejser vi til Tyrkiet.

Læs mere om vores ture