Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse. Når du fortsætter med at bruge lmh.dk, accepterer du samtidig brugen af cookies.

Læs mere om cookies

Litteraturdag

Velkommen til en temadag om litteratur og kristendom!

Lørdag den 21. april 2018 vil vi på LMH sætte en hel dag af til at blive klogere på samspillet mellem litteratur og kristendom. Vi har sammensat et spændende program, som vil åbne skønlitteraturen fra et kristent perspektiv.

Du kan downloade programmet i printbar version her

Du kan se ansigterne på dem, der skal holde oplæg og foredrag ved at kigge i galleriet >>

Hvorfor litteraturdag på en bibelskole?

Vores håb er, at flere kristne litteraturlæsere vil blive opmuntret til at reflektere mere over det, de læser, og at de kristne, der arbejder med litteratur til dagligt, ser, at de ikke behøver lægge deres tro og livssyn til side, når de beskæftiger sig med deres fag.

I samarbejde med KFS, Kristeligt Forbund for Studerende har vi sammensat et program, som kommer rundt om litteratur og kristendom fra mange vinkler.

Som højskole beskæftiger LMH sig ikke kun med kristendom, men også med alle livets facetter, der i blandt litteratur. I litteraturen afspejler menneskelivet sig, litteraturen tager pulsen på livet og bakser med mange eksistentielle spørgsmål, herunder også Gud, tro og kristendom. LMH’s tredelte formål om at danne vores elever til livet, troen og tjenesten indbefatter derfor også at åbne et vindue til litteraturens verden. Temadagen om litteratur og kristendom er en del af det formål.

Tilmeld dig senest 16. april

Alle med interesse for, hvordan litteratur og kristendom hænger sammen og befrugter hinanden, er velkomne. Studerende deltager gratis. For andre deltagere koster dagen 175 kroner (inklusiv forplejning). Du tilmelder dig ved at sende en mail til: lmh@lmh.dk.

Indholdet i temadagen om litteratur og kristendom

Vi byder velkommen lørdag, den 21. april klokken 10:30. Dagen slutter klokken 16:30.

10:45: Litteraturens menneskesyn v/Johannes Baun, litteraturredaktør på Weekendavisen
Et er, hvordan vi ser på litteraturen. Noget andet er, hvordan den ser på os. Hvordan udtrykker litteraturen sit syn på mennesket? Hvad betyder det? Og hvad gør det ved os?

11:45: Et kristent litteratursyn v/Mathias Anker Kure, stud.mag. i dansk og religion
Skal der skønlitteratur på troslivets pensum? Vi sætter fokus på læserens betydning og eksempler på, hvad Gud lægger navn til i samtidslitteraturen.

12:10: C.S. Lewis og fantasien v/Troels Nymann Eriksen, stud.mag. i litteraturhistorie
Nogle betragter fantasi som naivt og barnligt. Andre som en fri fabuleren, hvor vi bare rabler derudad. C.S. Lewis sætter sig i stærk opposition til begge synspunkter. I følge ham åbner fantasien hjertet. Gud er skabende, billeddigtende, poetisk og fantasifuld, og alt dette har han indlejret i os.

12:30: Frokost

13:15: Vælg mellem følgende 2 seminarer

  1. Det litterære køn v/ Jacob Munk, BA i litteraturhistorie, og Maria Olofson Danborg, cand.mag. i litteraturvidenskab
    Gennem inddragelse af værker fra hele litteraturhistorien, vil vi se på forskellige fremstillinger af køn i litteraturen, hvilket vil lede frem til en diskussion om, hvordan litteraturen kan nuancere den måde, vi tænker og taler om køn på.
  2. Hvor ophøjet, hvor kristeligt, hvor dumt – gendigtninger af Jesusfiguren hos Dostojevskij og Kierkegaard v/ Nadja Overgaard Damkjær, cand.theol.
    Vi vil se på, hvordan Dostojevskij og Kierkegaard med litteraturens virkemidler leger fremmed med det bekendte og derved lader os se Guds inkarnation som menneske på ny.

14:30: Kaffe/te og forfriskning

15:00: Missionsfolk i dansk litteratur før og nu – nedbryder vi fordommene i dag, eller cementerer vi dem? v/Pia Vestergaard, pensioneret dansklærer
Missionsfolk beskrives i litteraturen som selvretfærdige, fordømmende, verdensfjerne mennesker, men der var vækkelse hos dem. Er vi i dag blevet for pæne, for ufarlige? Havde de noget, som vi mangler?

15:45: Kristen skønlitteratur og skøn kristen litteratur v/Johannes Baun, litteraturredaktør på Weekendavisen
Man kan være både kristen og forfatter, men kan man også være kristen forfatter? Og hvad kommer der så ud af anstrengelserne?

 

 

 

LMH's vision

LÆS MERE

Fag på LMH

LÆS MERE

Sommerhøjskole

LÆS MERE